Lejravis – Mandag d. 8. juli 2019

Flere vilde dyr på Sletten

Tidligt i morges blev redaktionen kontaktet af Slettens faste Naturvejleder, der var lidt bekymret for lejrdeltagerne, da han havde konstateret et højst usædvanligt fænomen, som han gerne ville advare om.
På terrassen ved Sletten havde han set tre kæmpestore hængepupper, lidt ligesom dem sommerfugle kommer ud af, når de klækkes. Der var tale om to sorte og en rød puppe. Den røde var allerede udklækket men han havde desværre ikke set hvad der var kommet ud af puppen. Til gengæld var han meget nervøs for hvad det var der lige var blevet udklækket, for fra de to sorte pupper kom der nogle meget regelmæssige, dybe grynt eller brummelyde, nærmest som fra STORE SORTE BJØRNE.
Redaktionens udsendte medarbejder tog, efter meget lang betænkningstid, mod til sig og sneg sig ud mod terrassen. Ganske rigtigt, så hang de tre pupper der endnu og der kom MEGET uhyggelige lyde fra de to af dem. En nærmere undersøgelse af sagen viste dog noget helt andet, det var nemlig bare Kasper HP, Magnus og Casper Lundahl, der havde sovet i hængekøjer på terrassen.

Fremmede på lejren
Kort tid efter at Søren var mødt op til køkkentjansen her til morgen, blev han meget bekymret for om vi havde fået ubudne gæster på lejren. Han så nemlig en sortklædt mand snige sig forbi, nedenfor køkkenvinduet.
Da Cecilie efter et par minutter kom ud i køkkenet, kom Snigeren løbende tilbage forbi køkkenvinduerne, mens han pustede og stønnede helt vildt. Få øjeblikke senere kom han forbi for 3. gang, men denne gang kom han helt ind i køkkenet. Det viste sig at være Stefan, der havde været ude for, at lade som om at han var ved at løbetræne. For at fuldende illusionen, havde han så stukket hele overkroppen ind under en bruser, før han prustende kom ud i køkkenet og lod som om han svedte helt vildt. Men så let narrer man altså ikke Søren og Cecilie.

Lejrdating del 2
Som vi rapporterede i går, har der været en del dating aktivitet på scorenfdfer.dk.
Tekniske analyser viser at der også i dag er en stor udvikling på området. Redaktionen har slettet resten af dette afsnit..

Så vidt redaktionen ved, er Jakob ikke kommet til skade i dag, men til gengæld mener han, at han har fået en stor tæge som han har døbt Ofelia. Tægen er meget vedholdende, kommer tilbage gang på gang, selv om den bliver fjernet fra hans ben. Jakob aner snart ikke sine levende råd og håber bare at tægen snart går væk.

Legen var løs
Gammel Sletten blev indtaget af de mange FDFere fra Hedehusene igen i dag.
Formiddagen stod i Legens tegn, men legen blev snart afløst af heftige, men meget vigtige diskussioner.
Flere mente nemlig at der var fejl i de internationale Støvlekastreglementer, som klart beskriver at støvler SKAL kastes mellem benene og ikke henover hovedet forfra. På et tidspunkt overvejede Lejrchefen at tilkalde politiet, for at få genskabt ro og orden, men inden det kom så langt, havde dommerne lavet en ny regel som alle kunne gå med på, nemlig at så længe man bare husker at slippe støvlen inden den rammer deltageren i bagdelen, så er kasteretningen ligegyldig. Tine har meget venligt demonstreret begge de nu gyldige kastemåder for redaktionen, der er hende meget taknemmelig for dette syn.

På trods af den megen leg og motion var flere deltagere fortsat ikke trætte og derfor valgte Nicklas Segel lige at træne sine overarme ude på terrassen. Han ville puste den lilla, oppustelige sofa op helt alene, men efter ca. 4975 pumpetryk med håndpumpen fik han nok. Så overtog Cecilie og efter 20 pumpetryk, så var sofaen klar til at ligge på. Der ligger Nicklas, så vidt vi ved, stadigvæk, da hans arme ikke virker mere.

Biksen åbnede igen i dag
Trods de mange tilskadekomster under gårsdagens lederbiks, valgte Biksbestyreren og Vicebiksbestyreren at genåbne biksen for lederne i dag. Vores altid skarpe reporter var mødt op på stedet, iført styrthjelm og boksehandsker for at kunne beskytte sig selv, men de unge ledere havde lært lektien, gik roligt hen til biksen og holdte deres pladser i køen. Det viste sig dog, at vores udsendte reporter var kørt til den forkerte biks og befandt sig ovre i Fællessommerlejren i stedet for, hvorfor vi ikke kan rapportere mere om sagen lige nu. Ovre på Fællessommerlejren undrede flere sig dog over hvorfor der stod en reporter og forsøgte at betjene både en mikrofon og et kamera, samtidig med at han havde styrthjelm og boksehandsker på.
Vi vil forsøge at følge op på historien om lederbiksen igen på onsdag.

Pilte på venskabs besøg
Efter siestaen stak alle piltene af med badetøjet under armen. Det var FDFerne i nabolejren som havde inviteret piltene over til leg, vildmarksbad og hygge. De kommer fra fra Storvorde-Sejlflod og er rigtig søde og sjove. Tænk at vores ledere kender nogle andre FDFere helt ovre fra jylland.

Ædegilde
Da der ikke er Tanter med på sommerlejr i år, besluttede lederne at deltagerne selv skulle stå for at lave aftensmad. Da lederne ved hvor meget deltagerne kan svine i et køkken besluttede de hurtigt at maden skulle laves LAAANGT væk fra Sletten. Madproduktionen blev derfor flyttet til Gammel Sletten, der hurtigt blev omdannet til et kæmpe udekøkken, som kunne få ethvert MasterChef program til at ligne et skolekøkken på Læsø.
Fra redaktionens side har vi interviewet flere lejrdeltagere, der samstemmende udtalte at det var den bedste aftensmad, de havde fået i dag.

På grund af arbejdspresset holder redaktionen fri tirsdag, men vi vender skarpt og målrettet tilbage med næste version af Lejravisen på onsdag. Tak for i aften.