Lejravis – Søndag d. 7. juli 2019-07-07

Så er klokken blevet godt over midnat og nu er der tid til at rode med billeder og tekst fra dagen der er gået. Og gået er noget vi har gjort meget i dag. Efter at have lavet profiler til venne-væggen var alle ude på et stort løb rundt på hele Sletten. Det var terningerne der bestemte hvor vi skulle hen, og der blev virkelig gået meget. Også op og ned ad ”døds-bakken”. Det kan I høre mere om når ungerne kommer hjem.
Her får i dagen udgave af lejravisen i uredigeret form. Den er fyldt med interne morsomheder og referencer til ting der er sket på lejren og som bliver for besværlige at forklare her. Igen, spørg ungerne når de kommer hjem på lørdag,

Lejravisen

Der er hørt rygter om en sulten løve på Sletten.
Den er set luskende omkring på området og er åbenbart ikke helt tilfreds med maden. Den har flere gange forsøgt at få adgang til Den Blå Avis, for at købe take-away løvemad som f.eks. Enhjørningebøffer og senest har den gjort utallige forsøg på at købe en geeeed , men Nææææh så let er vi på redaktionen ikke at løve om hjørner med.

Lejrdating
På datingsiden scorenfdfer.dk er der også set en udvikling henover dagen. Flere yngre piger, der dog ikke helt vil ud med deres navne til redaktionen (Vi kender dog flere af dem ganske godt), viser særlig interesse for Patrick og Marc og de er set flere gange mens de nærstuderer de unge herrers profiler på Venne-Væggen.

Lasse er dog også med på disse moderne datingmedier og sidst vi kiggede efter havde han liket og af-liket Frejas profil på VenneVæggen 892 gange. Er der noget han gerne vil gøre Freja opmærksom på?? Vi følger sagen de næste dage.

En leder flytter ud
Tidligere på dagen blev en af lederne set forlade lejren med sin kuffert og efter sigende havde han besluttet sig for at flytte ind på Gammel Sletten, da han havde hørt at der ikke kom nogen børn derover, fordi de ikke måtte forlade Det Ny Sletten. Han er dog flyttet tilbage igen, da han fandt ud af at der ikke var nogen ledig sovesal på Gammel Sletten til ham og at der flere gange kom hele grupper af børn snigende ind på ham og vækkede ham midt i hans siesta mellem klokken 12.30 og Halv et. Det siges også at han er blevet headhuntet til produktion af havregrød resten af ugen, så for en sikkerheds skyld har redaktionen bestilt en ny kædesav til lejren, således at alle kan få lige store skiver havregrød til morgenmaden.

Visse ting kan undre os på redaktionen
Det har ikke regnet i dag, poolen er tom, der må ikke bades i Julsø og FDFere på lejr går sjældent i bad.
Alligevel har flere store grupper af unge mennesker haft et behov for at hænge deres tøj til tørre ude i det fri, men uden at tage det af først. De er nu underlige, de der FDFere.

Dagens højdespringer, eller noget…
På dagens vandretur vil Jakob lige demonstrere at han da sagtens kan hoppe over en rafte, der vel at mærke ligger ned på jorden, helt uden hjælp fra de andre på holdet. Han glemte dog at rafter er nogle meget snedige bæster, der oftest samarbejder parvis og han tog derfor ikke højde for at den anden rafte havde gemt sig lige ved siden af. Det er nu anden gang på to dage at Jakob har foden pakket ind med en ispose. Gad vide om vi når op på SYV ud af SYV mulige inden lejren slutter?
Nå men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, så Jakob bestilte en vogn til Biks-turen og det skabte respekt da han blev kørt frem og tilbage af ledere og seniorer. Lidt Royal har man vel lov at være.

Drama på pigeværelset
Da køjeordenspointene ikke lå helt i top på et af pigeværelserne i dag, arbejdede pigerne seriøst med at forbedre de forskellige placeringer af tøj og sko. Hold da op hvor har tre piger mange sko med til EN uges sommerlejr. Redaktionens udsendte stoppede med at tælle da han nåede 43 par, der ikke engang var ens.

Biksen er åben
Det skabte stor forvirring, da fløjten der kalder bordholdene til biksen fløjtede forkert flere gange. Ja det mente flere af bordholdsdeltagerne på hold 3, da de ikke kom til biksen efter hold 2 men først efter hold 4. Det virkede lidt tilfældigt, i hvilken rækkefølge som der blev fløjtet i. Det viste sig at Biks-holdet havde fået fat i en magisk terning, som de slog med før de fløjtede og terningen har som bekendt altid ret.
Pludselig blev der fløjtet 6 gange og straks kom der fart over feltet. Alle de ledere, som ingen har kunnet finde hele dagen, dukkede pludseligt op fra alle verdenshjørner og stor var faren på gangen for de stakkels lejrdeltagere, der måtte komme i vejen for dem under det mareridtsagtige tumult der opstod foran biksen.
Seneste optælling viser at der er 44 deltagere, der blev kørt på skadestuen og 67 lettere tilskadekomne der blev behandlet på sygestuen ved køkkenet.
Forhåbentligt går det en smule bedre i morgen, men redaktionens udsendte vil naturligvis være talrigt til stede og dokumentere forløbet.

Tak for i aften.