Lejravisen lørdag morgen

Sikke en festlig og fedtet fredag..

Som alle andre dage på sommerlejren startede dagen med vækning. Godt nok havde Christine og Søren hørt advarslerne om de kemiske kampstoffer som udgydes på sovesale og i telte men overraskelsen var alligevel stor da dørene blev slået op. Heldigvis vågnede alle hurtigt og frisk luft blev lukket ind.
Om formiddagen kom der melding om at selveste kongen ville komme på besøg på lejren og så gik alle i gang med at forberede en stor og flot markedsfest. Kreativiteten var enorm og der blev hurtigt forberedt en masse boder og aktiviteter.
I siestaen efter frokost var det gennemgående tema afslapning. Slikposer og historielæsning, en lille lur i skyggen og den obligatoriske dødboldkamp.
Endelig kom kongen og erklærede markedet for åbent. Alle børn og voksne fik en stak lejrpenge som hurtigt skulle blive brugt. Der var noget for enhver; Dåsekast og balancedyst, test af smagsløg og horoskoplæsning, guldgravning og bueskydning, nakke/ryg massage og den mere dydbegående massage, Man kunne også lave egne lejr postkort og blive tatoveret, og meget, meget mere.
Pludselig var klokken næsten seks og der var tid til at spise aftensmad. Gode ben og svineskank med pommes Anna, det var en fedtet omgang men det smagte fantastisk. Faktisk udtalte en seniorvæbner at her var hendes store kærlighed, og at brylluppet skulle stå med det samme.
Der var også en del fedteri fra alle bordhold til Christine og Søren som stod for dagens point.
Kampen om at vinde bordholdskonkurrencen var tæt og få point kunne afgøre kampen, så alle hold gjorde en ekstra indsats. Om det påvirkede det endelige resultat kan vi ikke sige, men i hvert fald endte hold fire med at vinde.
Til det mørke middelaldershow lykkedes det endnu en gang for lederne at spolere en ellers udmærket sketch, men vi er ikke sikre på at det blev opdaget af det meget taknemmelige publikum.
Nu er alle lagt i seng og lejren er ved at blive pakket sammen.

En stor tak skal lyde til køkkenchef Bo og trofast assistent Rikke som har brugt hele ugen på at sørge for fantastisk mad på lejren. Også tak til Mette, Gry, Jette, Patricia, Malene og Anke som har taget fri for at hjælpe i køkkenet. Det er vi meget glade for.
Tak til alle lederne som bruger ikke bare en uges sommerferie, men også en masse timer inden lejren på forberedelse. Udelukkende fordi de synes det er sjovt at være med på lejr..
Og endelig tak til alle de fantastiske børn og unge som ville lege med os hele ugen. Det er fantastisk at være sammen med jer, at grine, lege, tale og synge sammen på den måde som kun en FDF sommerlejr giver tid til.

Vi håber billederne kan hjælpe lidt, når ugen skal genfortælles derhjemme.
---------------------------

Lejravisen torsdag morgen

Hvor er det dejligt at børnene er tilbage på lejren!
Tirsdag var bekymrende stille og jeres udsendte rapporter var alvorligt bekymret for at alle var taget hjem.
Det startede faktisk allerede sent mandag, da væbnere og seniorvæbnere blev bedt om at pakke deres tasker og soveposer, for de skulle afsted på tur i tusmørket. Ud i skoven og væk fra lejren. Og tilbage igen, for pludselig var de tilbage på grunden, kun 50 meter fra hvor de startede. Efter moderate protester blev liggeundelagene dog rullet ud under mastesejlet, og da varulv spillet blev fundet frem var smilene atter at se på de støvede og svedige ansigter.

Imens væbnerne var på aftentur, gik piltene i biografen og så Reja & den sidste drage.. Tirsdag morgen startede piltene med at lave thailandske hatte og vandrestave som skulle bruges i jagten på den magiske drage juvel. Undervejs på turen blev der handlet med mangoer og piltene blev også jagtet af mørke kræfter. Selvom en unavngiven leder gik forkert og ledte børnene på afveje lykkedes det alligevel at finde stykkerne af dragejuvelen til sidst. Efter aftensmaden var der pilte på slap line på lejrbålspladsen.

Tirsdag tog puslinge og tumlinge sammen på tur. Målet var at købe is i REMA1000, men hvilken REMA var ikke tydeligt. Flere deltagere på turen fortæller at de har gået 2000km, så der er ikke noget at sige til at børnene er lidt trætte. De fik dog også lov til at sove lidt længere onsdag morgen.

Helt så langt skulle væbnere og seniorvæbnere ikke. De fik en tur på godt 15km til Rungsted hvor der blev badet og derfter til Kernehuset, FDF Gl.Holte-Vedbæks kredshus som de havde fået lov at låne. Undervejs på turen var der opgaver som alle sammen handlede om Tycho Brahe på den ene eller anden måde. De lærte f.eks at Tycho have en blind Elg som kæledyr. Indenfor.
Inden afgang om morgenen fik alle læst deres horoskop, og minsandten om ikke venskaber og romantik gik igen i flere af dem. Jeres udsendte rapporter har hørt rygter om ikke så få nyligt opståede forhold, men har ikke fået håndfaste beviser endnu.
Varmen gjorde ikke noget godt for vandre tempoet, og det hjalp da heller ikke at en anden unavngiven leder gik forkert og ledte sit hold flere kilometer på afveje. Det var formentlig også en fejl fra ledernes side at lade børnene købe slik i Netto. Det tog næsten 40 minutter. måske fordi det er svært at vælge, og måske fordi der var aircondition med dejlig, kølig luft ved indgangen. Vel ankommet til Kernehuset blev væbnere og seniorvæbnere sat til at gøre klar til at lave mad, mens to ledere kørte afsted for at handle. Da lederne kort tid efter kom tilbage med en overraskelse, 15 familiepizzaer, var ungerne dog for trætte til både at juble og at protestere. Efter et massivt indtag af kulhydrat, salt og fedt lettede stemningen dog igen. Imens nogle spillede varulv, sad andre på verandaen og tale om alt fra skolelærere, og stjernetegn til 2. verdenskrig og efterskoler. Man kommer langt omkring på sådan en vandretur hvor der er masser af tid.

Hjemme på lejren var der lidt mindre travlt i køkkenet og Bo havde tid at kigge på skridttælleren. Det er i gennemsnit blevet til 12km om dagen, og der er ikke nogen der har set køkkenchefen mere end 35 meter væk fra køkkenet. Heldigvis er der rigtig god hjælp i køkkenet. Rikke er her hele ugen og Mette, Gry, Jette og Malene har også været til stor hjælp.Og der er flere på vej de næste dage.

Onsdag formiddag var alle tilbage på lejren og brusebadene kom på overarbejde.Varmen, solcreme og anti mygge-hygge middel gjorde huden fedtet igen på et øjeblik.
Eftermiddagen gik med forskellige aktiviteter. Tatovørerne havde travlt og selv Georg kunne være med når bare han ville tegne hjerter. Der er åbenbart ikke meget salg i dødningehoveder for tiden. Mange fik syet sommerlejrmærket på skjorten, og der blev knyttet armbånd, leget og spillet dødbold, snittet og opfundet en kastemaskine og et nyt spil.
Imens lød der glade stemmer, sang og råb og hvislen fra spraydåserne i graffitti værkstedet.
Men skriget fra gyngestativets hængsler er vi heldigvis sluppet af med, og slet ingen savner den.

Ved det mørke middelaldershow har der endelig en ordentlig hekseafbrænding, og en lynhurtig seniorvæbner lavede en sang til lejligheden. Selvom stemningen var høj bliver der dog hurtigt ro på sovesale og i telte. De fleste er ved at være godt trætte, men når solen atter står op er alle fulde af fart.

-----------------------------------------------

Lejravisen tirsdag morgen


Mandag på lejren var rigtig varm. Da Caroline og Annika kom rundt for at vække, blev de mødt af en er fæl lugt af både sved og sure tåer både i telte og på sovesale.
Derfor var det også helt på sin plads da der midt på eftermiddagen pludselig var vandkamp. Næsten ingen var forberedt og langt de fleste var med. Det var dejligt svalende og en god undskyldning for at skifte tøj bagefter.
resten af eftermiddagen gik med hygge, leg og boldspil.
I det mørke middalaldershow havde vi besøg af Christian d. 4. som var gæst i luksusfælden.
Vi hørte om de enorme summer der blev brugt på at føre krig og til store byggerier. Heksejagt var også en stor post i budgettet og minsandten om ikke der var en heks til stede bland publikum. Eller i hvertfald en der lignede en heks.
Heldigvis havde vi gabestokken klar med det samme..
Den fortsatte historie om ridder, væbner og prinsesse, bragte os forbi to skumle, gamle damer og et par farverige frøer.

Efter aftensmaden gik væbnere og seniorvæbnere afsted på tur med rygsækken pakket.
Tirsdag og onsdag er nemlig klassedage, hvor alle klasser tager på tur ud fra lejren.
Det betyder også at der ikke kommer billeder før sent onsdag. I må vente tålmodigt så længe, og måske sende os en hilsen imens.

--------------------------------------------------

Lejravisen Mandag morgen d.12. juli 2021

Sikke en søndag!
Det er svært at finde en overskrift der rammer dagen i går.

Der skete så meget forskelligt og det startede så tidligt.
Helt præcist var kokken kun fem minutter over fem, og for dem der måtte være interesseret startede løjerne i pilte-pige teltet. Festen spredte sig dog ikke langt og en form for ro var da også genoprettet da der var officiel vækning 7.30.
Hurtigt var alle i tøjet, flaget blev sat til tops, og morgenmaden sat til livs.
Efter en andagt med starten på historien om Brødrene Løvehjerte var det tid til rengøring på lejren. Der blev fejet og vasket, skrubbet og skuret til den store guldmedalje og Magnus udtalte senere til stabsmødet at han var virkelig imponeret over resultatet. Om det betyder at lejrdeltagerne er rigtig dygtige, eller at Magnus´ standard for rengøring bare er ufattelig lav, ved jeres udsendte rapporter desværre ikke.

I løbet af dagen var alle hold ude på forskellige værksteder hvor der blev snittet, leget og , opfundet. Der var også et kreativt værksted og en masse om spiselig natur.
Frokosten forløb i god ro og orden. Det var først da Georg i forbindelse med oprydningen opdagede at der havde været ristede løg på bordet, at der opstod tumult-agtige scener.

I siestaen åbner lejres slikbiks, og hvor er det fornøjeligt at se de små, godtroende FDFere dele ud af deres sparsomme slikbeholdning til lumske ledere der med et snu smil prøver at mase sig foran i køen, kun for egen vinding. Mon ikke de små lærer det i løbet af ugen?
Eftermiddagen sluttede med det mørke middelalder show, hvor dagens tema var Versus.
To bødler skulle dyste i afhugning af hænder og hekseafbrænding. Alle heppede og hujede, den slags er nu festligt.

Vi fik også næste afsnit af historien om ridderen, væbnere og den meget smukke prinsesse.
I dag mødte de blandt andet en mega kæmpe kolo kolo kolo psyko enormt gigantisk super fantastisk mariehøne og en gumlende gummiged.
Efter aftensmaden, som igen i dag var meget lækker, blev der spillet kongespil og dødbold.
Måske er det her med den mørke middelalder for alvor ved at få fat i lejrens deltagere..

-------------------------------------------------------------

Lejravisen søndag d. 11. juli 2021

Så skete det endelig. Det som alle havde ventet så længe på er blevet til virkelighed.
Bussen er kørt med alle børnene. Forældrene viste storsind nok til at vinke, men smilene på deres ansigter var ganske sikkert glæde for deres nyvundne, men korte, frihed.

Og det kan da godt være at de er glade, lad dem bare, de ved jo ikke bedre.
I bussen var stemningen imidlertid også høj, lige fra starten af blev der skrålet “jeg vil gerne vær´ et får” og chaufføren var meget glad for at vi kun skulle til Holte. En tur over storebælt på den måde ville have gjort uoprettelig mental skade på den stakkels mand.

Måske var det en form for straf for sangen, og for det gardin som Snapper spiste, at chaufføren ikke kørte bussen helt op til lejren.
Så snart asfalten stoppede gjorde bussen det samme, og alle måtte ud og bære deres bagage det sidste stykke.
Selvom der ikke var ret langt, lykkedes det alligevel for flere at lokke seniorvæbnere og seniorer til at bære deres bagage.
Fremme på lejren blev der hurtigt fordelt sovepladser inde og ude, og efter et hurtig velkomstløb var det tid til aftensmad.
Skoldhed og italiensk oksegryde med flutes og tonsvis af grøntsags stave.
Der blev spist ca 35liter.
Efter flaget var taget ned var det tid til lejrbål og det sorte middelaldershow.
Her blev gamle Georg og Stakkels Oliver udvalgt som deltagere i en episode af ulykke-hjulet. Og stakkes-stakkels Oliver fik så gruelig mange straffe, men endte alligevel med at vinde en spand kogende tjære og et par sten til sin borg.
Vi fik også starten på historien om en tapper ridder, hans tro væbner og en bueskydende, og dræber-kanin dræbende prinsesse. Det bliver spændende at høre mere om dem i løbet af ugen..
Sengetid første aften på lejr er altid en prøvelse, både for børn og ledere. Ingen er trætte, men alle går og gaber. Lederne vil gerne læse godnathistorie, men hvordan får man ro så man kan høre hvad der bliver læst?
Ved redaktionens afslutning var der imidlertid god ro og orden, med undtagelse af et par seniorer som insisterer på at spille kort selv de udmærket ved, at natlige aktiviteter helt sikkert straffer sig når solen atter står op.
Vi glæder os til at følge livet i lejren de kommende dage.

--------------------------------------------------------

Deltagerbrev til sommerlejr

Vi skal snart afsted på sommerlejr, men hvad skal jeg have med og hvornår skal vi mødes?

Hent deltagerbrevet og få alle svarene