Lejeravisen fredag

Det er desværre gået op for redaktionen, at det er den sidste gang, at Lejravisen udkommer i år. Vi vil derfor rette en stor tak til store som små lejrdeltagere der tilfældigvis har været med til at gøre dette års sommerlejr og ikke mindst lejravis til en helt eventyrlig og fantastisk oplevelse.

Formiddagen bød på både tjanser og lejrhygge med båltænding på ca 1001 måder herunder også hvordan man laver en autentisk bål-deo så man kan dufte af bålrøg derhjemme. De var også oprettet et tegneområde og en større spillebule hvor man spillede noget så gammeldags som fysiske spil med kort og terninger, helt uden brug af computere, telefoner eller iPads. Stor forundring herfra, men de så faktisk både ud til at være meget koncentrerede og til at more sig samtidig. Der var også sendt et hold ud for at afprøve Slettens Low Rope klatrebaner.

Eftermiddagen bød på et større strategisk samarbejde mellem høj og lav, både oppe og nede af bakkerne omkring Eneboerens Hule. Der blev leget Stratego i stor stil hvor deltagerne selv var spillebrikkerne og der blev virkeligt gået til den. Normalt forbinder man Stratego med et MEGET stille og roligt brætspil, men vi skal da love for at de FDFere kan forstå at lave om på spillet undervejs. Der blev løbet, skreget, grinet, stjålet faner og hygget til den store guldmedalje.

En kærkommen pause på kanten af Eneboerens Hule blev det dog også til, hvor dagens superseje køkkenhold dukkede op med chokolademuffins og frugt. Spillet gik dog hurtigt videre og vores reporter fik mulighed for, meget kortvarigt, at besøge spillets hospital og tale med den vagthavende samaritter Tine. Vi blev dog hele tiden afbrudt af ambulancer som bragte tilskadekomne spillebrikker ind på hospitalet hvor de blev lappet sammen og sat i spil igen. ”Det har været den mest hektiske samarittervagt i dette spil, ja jeg har da aldrig prøvet noget lignende før” udtalte Tine til vores reporter, inden hun måtte på den igen.
Heldigvis er det jo kun et spil og noget vi leger, det gælder jo om at være med og ikke om at vinde, Sidste melding er at alle nu er udskrevet igen og klar den sidste nat på Ny Sletten.
Spillet fik også en del international opmærksomhed, ikke mindst fra den flok tyske drenge, der kom ned fra Laden hvor at se hvad det var der foregik.

Efter den hårde omgang Stratego var der lige tid til et tiltrængt bad, men det kom til at foregå på området uden for sovebygningerne, hvor ukendte ledere åbenbart mente at flere ildelugtende børn trængte til en kold skyller inden de skulle med bussen hjem til deres forældre. Ingen nævnt, ingen glemt, men tiltrængt var det helt sikkert.

FDF-sygen er på retur
Her til formiddag blev der gjort status over de ramte deltagere og der er nu kun få tumlinge tilbage, der ind i mellem får blå tunger. Alle udslæt og den kraftige trang til at naturtisse er forsvundet i løbet af natten og lederne håber på at det er helt overstået inden bussen når retur til Hedehusene.

Vi frygter til gengæld at den meget alvorlige og langvarige sovesyge muligvis har ramt de fleste af deltagerne og hvis den udvikler sig som lægerne forventer, så vil den for alvor slå igennem lørdag sidst på eftermiddagen og for nogles vedkommen vil den kunne vare helt til mandag i næste uge. Vi ved dog at den ikke kan smitte folk der ikke har været med på sommerlejr, så lejrdeltagernes familier behøver ikke at kontakte lægevagten for at blive hastevaccineret mod den. Behandlingen er primært hvile og kærlig omsorg, netflix, cola, slik og junkfood.

Tak for i år, vi vender formentlig tilbage på sommerlejren i 2020.